Vores dag
6.30 – åbner vi
7.00 – 7.30 har vi mulighed for at spise egen medbragt morgenmad. Indtil 10.30 leg/aktiviteter ude/inde
10.30 samling i grupperne
11.00 – frokost
12.00 – leg ude/inde. Sove/hvile for de mindste, der har behovet. Personalet holder pause på skift.
Leg ude/inde.
13.30 – 14.30 – børnene spiser frugt i frugtcafe på skift ca. 15-20 børn sammen med en voksen
14.30 – leg ude/inde og afhentning af børn til vi lukker kl. 17.00 (fredag 16.00)
Kost
Et af vores fokuspunkter er kroppen og vi sætter derfor sund kost højt. I vores institution har vi derfor ikke slik og sukkerholdig mad. Vi har formuleret en kostpolitik, som findes på hjemmesiden. Medbring hver dag to madpakker og en fyldt drikkedunk med vand. En god solid frokostmadpakke og en mindre ”frugtpose” – den sidste meget gerne i en stofpose med navn på, som barnet selv kan åbne. En gang imellem vil vi bage boller eller lave mad sammen med børnene. Husk navn på madpakkerne.
Fødselsdage
Vi fejrer gerne barnets fødselsdag her i Børnehuset, spørg personalet fra gruppen. Tænk på vores ”kostpolitik”, hvis I har lyst til at dele noget ud til alle børn, når jeres barn har fødselsdag. Nogle af grupperne har ligeledes mulighed for at besøge barnet hjemme og fejre fødselsdagen der – spørg personalet. Ideer til madpakker og fødselsdage findes på følgende web-adresser: www.mejeriforeningen.dk www.fvst.dk www.madpakkeservice.dk www.altomkost.dk
Vi har mulighed for at jeres barn deler en dessert ud fx frugt til supplement til deres madpakke. I kan også medbringe frokost til hele barnets gruppe. Spørg personalet om mængden af mad.
Det er helt ok hvis I ikke ønsker at medbringe noget, eller hvis I ikke ønsker at vi fejrer fødselsdagen.
Tøj
Hvert barn har en kasse til skiftetøj i garderoben. De børn, der bruger ble, har desuden en kasse på badeværelset til de medbragte bleer. Tænk på barnets selvhjulpenhed, når barnet klædes på om morgenen, at barnet har tøj på, som det selv kan håndtere (ikke for stramt, ikke for mange knapper, ingen bodystockings). Tøjet må kunne tåle lidt af hvert – snavs og malerklatter! Husk overtøj, der passer til årstiden. Regntøj, gummistøvler, flyverdragt, hue, vanter osv. til efterår og vinter. Sommeren byder på sanddaler, masser af let sommertøj (man kan jo blive våd!) og stadigvæk regntøj og gummistøvler. Sæt navn i tøj og fodtøj. Hjælp os med at holde orden i garderoben hver dag inden i går hjem. Vi får kun gjort rent hvis alle ting er placeret oppe i garderoben og ikke på gulvet.
Mht. sikkerhed: Medbring ikke tøj med snore i, lad ikke plastikposer ligge i garderoben.
Middagssøvn
Der er mulighed for at sove/hvile i middagsstunden, dette foregår i Tumlesalen på madrasser og med et tæppe. Sovebørnene har hver en pose, hvori sutter, sovedyr m.m. kan opbevares.
Hygiejne
Vi forventer at I vasker hænder med jeres barn, når I møder om morgenen i Bækdalen.
Vi sætter fokus på en god hygiejne, hvor vi bl.a. hjælper barnet med at vaske hænder før og efter spisning, efter toiletbesøg og selvfølgelig når der ellers er behov. Dette mindsker fravær blandt børn og personale.
Informationer i hverdagen
Ved begge indgange i garderoben er der opsat skærme, hvor I ved aflevering og afhentning tjekker jeres børn ind på Aulas komme/gå-system. Via Aulas app kan I forældre angive hvornår jeres barn kommer/afhentes, af hvem, samt angive sygdom (husk raskmelding) og ferie/fri. Når I henter og bringer er det fortsat vigtigt at I siger goddag/farvel til personalet.
Vi skriver om dagens oplevelser på tavlen. Hold godt øje med ”infotavlen”, her vil alle vigtige fælles informationer være. Såfremt vi har en individuel besked, så vil der sidde en post-it på jeres barns kasse i garderoben om hvem I skal tale med. De skrevne informationer skal supplere den daglige snak om morgenen og/eller om eftermiddagen. På ”infotavlen” står der ligeledes, hvilken personale der er ”infoperson”, denne person er særlig ansvarlig for at sige goddag og farvel, telefonbeskeder og andre praktiske gøremål. Husk at give os besked, hvis en anden end I forældre henter jeres barn - dette kan I informere om på aula. Husk også at fortælle os om vigtige begivenheder i jeres barns liv, som kan have indflydelse på dets hverdag i institutionen.
Efter 3 - 4 mdr. afholder vi forældresamtaler. Er der behov for en snak med personalet eller ledelsen er i altid velkomne og vi vil finde et tidspunkt. I skoleferier er der ofte meget få børn og personalet vil gerne have mulighed for spontant at planlægge en tur ud af huset. Derfor skal børnene være her senest kl. 9.00 i disse perioder. Vi forventer desuden at dit barn er her senest kl. 9.00 mandage og tirsdage, hvor vi har gruppetid.
Sygdom
Vi modtager ikke syge børn i institutionen. Vi giver ikke medicin.
Oprydning
Vi hjælper hinanden med at rydde op i løbet af dagen, og prøver at lære børnene nogle gode vaner om dette. Når I henter jeres barn ønsker vi, at I hjælper barnet med at få ryddet op inden I går hjem. Vær især opmærksom på at få ryddet op i barnets garderobe. Om fredagen skal garderoben tømmes, således at rengøringsassistenten kan gøre ekstra rent.
Foto til garderoben
Medbring et foto til barnets kasse i garderoben, og evt. til blekassen.
Til sidst – vi støtter det enkelte barn og gruppen i ”at lære at være”. Vi ser og anerkender barnet og er dermed med til at styrke barnets selvværd og dets mulighed for at indgå i legen med de andre børn.